Cookies

Stor DM-weekend for Værløse

3/3/2013 9:45 AM |  Værløse Badminton |  Værløse Badminton
3 guldmedaljer, 3 sølvmedaljer og en bronzemedalje blev det flotte udbytte, da Værløses topnavne i U15, U17 og U19 spillede Ungdoms-DM i den forgangne weekend.

Største triumfator blev Julie Dawal Jakobsen i U15. I sidste weekend var hun i tre finaler i det uofficielle EM, hvilket gav to titler. I weekendens DM gentog hun bedriften – med den glædelige forskel at doublesejren denne gang blev en ren Værløse-triumf, idet hun sammen med Cecilie Finne Ipsen levede op til topseedningen og vandt damedoublen med en 3-sætssejr i finalen over de evige rivaler Sia Berg og Irina Andersen.

Derudover vandt Julie singlen, og også her var der ”rival-finale” mod Irina Andersen, som sammen med Julie har været i særklasse hele sæsonen. Denne gang var det så Værløsespilleren der løb med sejren i to tætte sæt. Også i mix var der medaljer, idet Julie fik sølv, mens Cecilie fik en bronze med hjem.

I U17 var Mathias Estrup blandt titelkandidaterne i såvel single som double. I singlen tabte han desværre allerede i 2. runde til turneringens store overraskelse, Mads Christophersen fra KBK. Men i doublen nåede han og makkeren Christian Wolff frem til finalen, efter at de i semifinalen slog Mikkel Enghøj og Anders Antonsen, som de har haft masser af tætte kampe mod. Også finalen gik i tre sæt, hvor de dog måtte se sig slået af de topseedede Joel Eipe og Frederik Søgaard.

I U19 var det Julie Finne-Ipsen, der holdt VB-fanen højt. Hun og Rikke Søby fra Greve var topseedet i damedouble, og det levede de i dén grad op til, da de bragede hele vejen igennem med lutter klare to-sætssejre. Hun supplerede med en fornem sølvmedalje i damesingle, hvor hun vandt semifinalen over Tritonspilleren Julie Rechnagel i tre sæt. I finalen var der dog ikke meget at komme efter mod Line Kjærsfeldt, som vandt sikkert i to sæt.

Stort til lykke med titlerne og medaljerne til Julie, Cecile, Mathias og Julie.



Copyright Værløse Badminton


 
Eksempler: Allskin.dk - Hudpleje og parfurmer | ConCor - IT-konsulenter



Delete item?