Grindsted Badmintonklub kan nu også prale af at have 2 hold
med til DM for hold i ungdom der finder sted d. 13. og 14. april. Et af
spillestederne er i MAGION i Grindsted.
Lidt FAKTA: Ved hver holdkamp spiller man 6 kampe. 4 singler
og 2 doubler, hvis der står 3-3 spilles et enkelt afgørende sæt ”golden set”
som afgør holdkampen. Der spilles 8 holdkampe på en sæson fordelt på 4 dage
over året.
Alle 10 spillere er i rivende udvikling badmintonmæssigt og
fortjener til fulde den flotte placering.
Dette skyldes bl.a. de dygtige trænere vi har i klubben, men
også at de unge mennesker opbygger tætte relationer og bakker hinanden op på
banerne. Spillerne kommer også rundt og ser deres forbilleder, bl.a. var flere
af sted i Århus, da der blev spillet DM.
På U11C holdet spiller Kasper Filtenborg Larsen, Victor
Husted Mikkelsen, Simon Due Nørgaard, Noah Hansen og Oliver Gohr Laursen.
Dette hold har gennem sæsonen spillet sig frem til
puljevinder med sejr i alle 8 holdkampe, hvor 2 af holdrunderne vindes i netop
”golden set”
På U15 CD holdet spiller Jasmina Jepsen, Sif Gandrup,
Kishali Surendran, Martin Kolind Lassen og Freja Skyum. Holdet har også vundet
alle 8 holdrunder og faktisk vundet 47 kampe ud af de ialt 48 de har spillet.
Det er noget af en præstation, da der har været mange tætte kampe undervejs.
Hvis man har interesse for badmintonspillet, kan man faktisk
følge med i U11 holdets kampe til DM. Grindsted Badmintonklub er vært for U9 og
U11 DM for hold. Så mød endelig op og giv dem opbakning. U15 holdet spiller i
Middelfart.